I mit arbejde med at implementere kreative og skabende processer i både dagtilbud, skoler og biblioteker, hvor jeg ofte har et særligt fokus på teknologi, møder jeg mange pædagoger og lærer, som ikke helt kan se, hvorfor de skal arbejde med teknologi, robotter osv. Det giver nogle rigtige gode snakke og sætter et vigtigt spørgsmålstegn ved, hvorfor vi bruger disse ting ikke mindst i dagtilbud. I sidste uge var jeg så afsted med Furesø Kommune, hvor vi besøgte LEGO House (https://www.legohouse.com/da-dk/) og FabLearn-konferencen (https://fablabatschool.dk), to spændende arrangementer, som gav en masse stof til eftertanke. En af de ting jeg virkelig tænkte over var forståelsen af ordet “Tinkering”, som blandt andet Kasper Koed fra LEGO School præsenterede som alternativ til Computational Thinking.
Jeg kan se at Tinkering giver utrolig god mening, ikke mindst ift dagtilbud. Men hvad er Tinkering for en størrelse?
Tinkering bliver præsenteret på mange forskellige måder, men den der giver rigtig god mening, når vi arbejder med børne er i høj grad denne: “Tinkerer: one who experiments with materials and ideas to fully understand their capacities, and who further iterates on their learning to find better solutions to current problems.“ (Denne forståelse er hentet fra Tinker Lab her: https://tinkerlab.com/what-is-tinkering/, som har en række gode idéer til, hvordan man kan arbejde med Tinkering for børn. Det er dog på engelsk.). En Tinker er altså én der eksperimenterer med forskellige materialer for bedre at forstå dem, og bruge dem til at skabe bedre løsninger til udfordringer. Så Tinkering er det at rode med materialer, undersøge dem og udforske mulighederne i dem, for senere at bruge dem i nye sammenhænge til at løse forskellige problemer.
Denne forståelse leder rigtig fint op til et andet emne jeg fandt utrolig spændende, også i dagtilbud, nemlig Skramlotek. Et skramlotek er kort sagt en samling skrammel som på forskellig vis kan bruges til at lave noget nyt og ofte meget anderledes ud fra. Det kan være alt lige fra pap, syltetøjsglas og plastiklåg til elektronik dele og gammelt legetøj. For en del af et godt skramlotek er nemlig også at have et Breakerspace som blandet andet Mikala Hansbøll præsenterede på FabLearn konferencen. Et Breakerspace er et sted, hvor vi kan skille ting ad. Finde ud af hvordan det virker, hvad der er inden i og finde en masse ting vi kan bruge i vores Skramlotek.
Ligeledes har et godt Skramlotek også et Makerspace, selvom dette ikke altid er nødvendigt. Et Makerspace vil ofte indeholde fx 3Dprintere, robotter, laserskærer eller andet teknologi, som kan bruges til at skabe nye ting, løsninger eller lignende. Der er selvfølgelig mange forskellige forståelser af, hvad et skramlotek, Breakerspace og Makerspace er og indeholder.
Det vigtigste her, mener jeg, er, at vi holder fast i, at der skal være mulighed for at undersøge, eksperimentere med, skille ad, samle og ændrer på tingene, så børnene får mulighed for at lave nye spændende, anderledes og kreative ting. Det er jo netop det, de gør på legepladsen, i sandkass, når de bygger med LEGO osv. Så lad os skabe flere rum, hvor børnene kan eksperimentere, undersøge og udøver Tinkering!